Egenkontrol - dyrevelfærd
Formålet med bekendtgørelsen om egenkontrol (EK) er ifølge lovteksten: "at sikre en bedre overholdelse af lovgivningen på dyrevelfærdsområdet
og at sikre, at dyr i besætningen ikke oplever dårlig velfærd".
Egenkontrolprogrammer for dyrevelfærd skal etableres i: • Kvægbesætninger med >100 køer eller >200 ungdyr • Samtlige besætninger med sundhedsrådgivningsaftaler (basis, modul 1, modul 2) |

|
Man har erfaringer med egenkontrol i bl.a. levnedsmiddelindustrien, hvor Fødevarestyrelsen har udøvet kontrol igennem årtier. (både den lille bager og den store rugbrødsfabrik har fået besøg og tildelt smileys ;-)).
Princippet i egenkontrol
Via egenkontrol prøver man at udpege de vigtigste svage led i kæden og følge op på dem hele tiden. Ved overskridelse af grænseværdier, angiver EK-programmet hvordan man skal handle for at få rettet op. - Alt sammen ifølge nøje fastlagte og beskrevne retningslinjer.
Princippet kan også beskrives ved følgende spørgsmål:
• Hvor kan det gå galt?
• Hvordan kan det gå galt?
• Hvornår er det gået galt? - Hvornår er den kritiske grænse overskredet?
• Hvordan tjekker jeg, at tingene er i orden?
• Hvad gør jeg, hvis det er gået galt – og hvordan sikrer jeg, at det ikke sker igen?
• Hvordan tjekker jeg, at systemet virker? (overvågning - registrering af fejl - tiltag)
• Hvordan dokumenterer jeg, hvad jeg gør, og at det virker
Det drejer sig kort sagt om at have nogle gode rutiner og arbejdsgange og at følge dem - og følge dem hver gang! Og så skal man have udvalgt de rigtige områder at følge, hvor det betyder mest for sundhed, sygdom og produktion. Kritiske grænseværdier skal fastsættes for, hvornår man skal skride ind, og på hvilken måde.

Egenkontrol:
"Er jeg ikke dejlig?"
Erhvervet har i Dansk Kvægs Branchekode defineret mindstekravene til et egenkontrolprogram for dyrevelfærd. Den kan ses på Landbrugsinfo eller vi kan maile den til dig.
I branchekoden er eksisterende lovgivning på kvægområdet indeholdt i 13 punkter.
1. Tilsyn med dyr af relevant uddannet personale
2. Vand og foder
3. Opstaldning generelt
4. Opstaldning af kalve
5. Rengøring og vedligehold af kalvestald
6. Lys og mørke
7. Håndtering og opstaldning af syge og kælvende dyr
8. Transport
9. Slagtning og aflivning af højdrægtige dyr
10. Kontrol af mekanisk udstyr
11. Afhorning
12. Operative indgreb
13. Aflivning af kvæg
Bestemmelser i Lov om hold af malkekvæg træder i kraft løbende, så branchekoden er en dynamisk størrelse.
Hele programmet skal gennemgås min. 1 x om året. Vi skal som dyrlæger gennemgå jeres egenkontrolprogram for dyrevelfærd sammen med jer i løbet af året.