Se vores Facebook side

Mycoplasma

Som I sikkert har læst i landbrugsblade mm., har der været alvorlige tilfælde af Mycoplasma i malkekvægbesætninger rundt om i landet. Der har også været nogle smittede besætninger inden for vores praksisområde.
Mycoplasma bovis er en produktionssygdom og diagnose på besætningsplan. Det betyder, at den ikke optræder som primær og eneste årsag til sygdom. Der skal være stress, svækkelse eller andre disponerende årsager for at Mycoplasma slår an.
Mycoplasma er bakterielignende, men har ingen cellevæg, og smittede dyrs immunreaktion er desværre ringe. Da de fleste antibiotika desuden virker på cellevæggen, kan infektionen ikke bekæmpes med antibiotika. Man kan give smertestillende og stimulerende midler.
Mycoplasma kan være årsag til yverbetændelse, lungebetændelse og ledbetændelse hos køer. Hos kalve mellemørebetændelse og lungebetændelse. Men mange inficerede dyr viser ingen symptomer og kan udskille med mellemrum. Infektionen kan på den måde vandre rundt i besætningen i det skjulte.

Vi skal i fællesskab bekæmpe sygdommen, og det er vigtigt, vi reagerer i tide, når der er mistanke og tegn på smitte med mycoplasma, f.eks ved:
 
• yverbetændelse, hvor der ikke er vækst ved alm. mælkeprøvedyrkning og ingen effekt af antibiotika

• påfaldende mange tilfælde af ledbetændelse hos køer (ofte kode)

• kalve med mellemørebetændelse og hængende ører
 
 
Diagnosen kan stilles ved hjælp af PCR-teknik på blod og mælkeprøver (spec. glas), eller dyrkning af væv og ledvæske.
Forebyggelse af yderligere smitteopblussen og spredning er vigtig:

• isolation af syge dyr fra raske dyr straks.

• undgå at fodre kalve med mælk fra smittede køer. Evt. pasteurisering af mælk

Endvidere skal man forsøge at minimere effekten af faktorer, der kan nedsætte immuniteten i besætningen. Det kan f.eks. være dårligt foder.