Nationale bekæmpelser og saneringer
På nationalt plan forsøger man at udrydde nogle sygdomme fra kvægbruget:
• Salmonella dublin
• Paratuberkulose
Salmonella
Salmonella-status testes hver 3. måned i alle malkekvægsbesætninger via tankmælksprøver.
Man kan som landmand tilmelde sig et program, hvor man får testet alle enkeltkøer og kan følge deres titre over tid. Det betyder, at man kan udpege de skjulte, kroniske smittebærere, som udskiller bakterier med mellemrum. Disse køer har ikke nødvendigvis nogle sygdomssymptomer, og er derfor svære at finde. Men de er med til at vedligeholde smitten i besætningen og bør udsættes.
Men først og fremmest skal man have iværksat nogle hygiejne- og smittemæssige tiltag i besætningen. Det gælder primært om at undgå, at unge og spæde kalve smittes med Salmonella, via kontakt til ældre dyr. Spæde dyr er mere følsomme, da deres immunsystem ikke er fuldt udviklet. Man skal sørge for at der er masser af ren og tør halm i kælvningsområdet, i kalvebokse og –hytter. Fodrings- og vandingssteder skal holdes rene.
Når man er tilmeldt bekæmpelsesprogrammet, skal man lave en handlingsplan i samarbejde med sin dyrlæge. Handlingsplanen skal beskrive alle aftalte tiltag omkring smitteforebyggelse, opfølgning på status mht. smitte - og til sidst frihed for Salmonella!
Paratuberkulose
Der er ligeledes iværksat en plan for udryddelse af paratb. ’Operation paratuberkulose’.
Denne bakterie smitter – som Salmonella – hovedsagelig via gødning. I mindre grad via mælk til spædkalve. Man skal også her sørge for, at de unge dyr ikke får smitten fra de ældre dyr. Så det er lidt de samme forholdsregler, der skal iagttages som for Salmonella. Man kan sige, at hvis man bekæmper den ene sygdom, er man samtidig med til at bekæmpe den anden.
Forskel til Salmonella er, at ingen voksne dyr kan smittes med paratb. – kun op til 4 mdr. alder. Til gengæld bliver smittede dyr aldrig fri af smitten med paratb., men afmagres over tid. Paratb. er en langsomt udviklende tarminfektion, og symptomer viser sig først efter ≥1½ års alderen.
Paratuberkulose minder om Crohns syge hos mennesker.

Vi har aftale med flere besætninger om, at vi er deres officielle rådgiver.
Ang. Blue Tongue har vi lavet et skrift, som du kan se ved at
klikke her. Desuden kan også tidligere udsendte nyhedsbreve ses ved at
klikke her. Sygdommen skyldes en virus, der overføres med mitter. Der vaccineres mod sygdommen. Der er megen lovgivning og mange regler på området.
Du er meget velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål i den forbindelse.